torsdag den 29. september 2011

Drop Flowers af Royal Icing


Aftenens hygge projekt blev sukker blomster - eller drop flowers som de også hedder.

Hvis man skal købe alt til kage dekoration bliver man jo hurtigt fattig, så jeg gik igang med at øve mig i noget der ellers hurtigt kan koste mig dyrt. 

De kan jo holde sig længe da det jo kun er lavet af sukker, så jeg lavede 1 portion Royal Icing og gik igang.

Opskriften på Royal Icing (som jo egentlig bare er glasur lavet på æggehvide) :
- 1 bæger past. æggehvide
- 300 g Flourmelis.
- Pastafarve i den ønskede kulør. (Frugtfarve er ikke godt da det er for flydende)

og så skal der ellers bare piskes til det har den rigtige konsistens. Den rigtige konsistens er når man kan trække små toppe op og de bliver stående.



Herefter tilsættes den ønskede farve (Hvis man vil lave blomster er det en god plan at dele portionen i flere, så det både er til blade og midte, hvis de skal være hver sin farve)




Hvis du ikke skal arbejde med Icingen med det samme så stil den under et fugtigt viskestykke - det tørrer meget hurtigt ud.

Når du er klar til at gå igang, fyldes icingen i en sprøjtepose med påsat tyl - jeg har brugt en 2D til at lave mine blomster.

Ryst posen så det ryger ned mod tyllen. Brug evt. en kagerulle el. rullepind til at skubbe det helt ned.




Drej toppen af sprøjteposen så der ikke kan komme icing ud i den forkerte ende.

Blomsterme laves ved at placere tyllen direkte på bagepapiret med sprøjteposen i 90gr. vinkel. Tryk fra toppen af sprøjteposen til blomsten har den ønskede størrelse, slip trykket og fjerne herefter sprøjteposen. Man kan evt. twiste den lidt imens man trykker for at få lidt mere form på blomsten.


Icingen til blomster midte kommes i en anden pose med tilhørende tyl, jeg har brugt en tyl 5.
Forsigtigt sprøjtes i midten af alle blomster, sørg for at der ikke kommer små mystiske toppe når sprøjteposen løftes, ved at slippe trykket inden du fjerner posen.


Jeg har fået ca. 150 blomster ud af 1 portion icing, delt i 2 farver og lidt hvid til midte.

Romkugler...

Så er det igen blevet kagetid og eftermiddagens projekt til kageklubben blev romkugler som bageren laver dem.

Det er vel egentlig lidt at snyde, men det 'gamle' wienerbrød fik vi fra Kirstens Konditori, Christian var så fantastisk at hjælpe os med dette - ellers ville det have taget en krig i tid at fremstille det først.

Så derfor en kæmpe tak til Christian :)



Så var det ellers bare at komme igang... det formålet skulle bruges:
- 'Gammelt' Wienerbrød
- Rigelig Kakao
- Romessens
- Lidt hindbærsyltetøj
og da jeg ikke havde nok romessens - fandt jeg en rom med hindbærsmag i kælderen, det må vel komme ud på et hvordan det er blandet :)

Så kom Kitchen Aid'en ellers på arbejde... uha den brokkede sig lidt - ikke godt.


og så var det ellers bare at trille og trille... mon ikke der er nok til 8 mand ?!?

søndag den 25. september 2011

Dragekagekursus

Så var jeg på Dragekagekursus hos Specialkøbmanden... Det var super hyggeligt og sjovt at tage hul på :) Jeg skal helt sikkert øve mig noget mere, men synes egentlig selv at min drage blev meget fin. Det var i alt fald en sikker vinder hos Malthe... "Moar såd'n en kage skal jeg os' ha' til min føs'da...!'

Mors kagefan no. 1 <3

tirsdag den 20. september 2011

Brunsviger med Marcipan

Direkte inspireret fra Odense Marcipan kommer her en Brunsviger med gods i :)

Drengene krævede en tung kage - og tung det var den :)

Dej:
400 g Hvedemel
1 1/4 dl Vand
1 Æg
50 g Smør
20 g Sukker
20 g Gær
6 g Salt

Fyld:
200 g Brun Farin
200 g Margarine
150 g Marcipan
75 g Mørk Sirup (Jeg brugte lys, for det var hvad jeg havde)

Pynt:
150 g Brun Farin (Det brugte jeg ikke)

Gær opløses i lunken vand. Herefter tilsættes sukker, salt, æg, blødt smør og til sidst hvedemel.
Lad dejen hæve på bordet til dobbelt størrelse, inden den kommes i en smurt bradepande eller tærteforme.

Imens forberedes fyldet.

Margarine røres blød med brun farin. Herefter tilsættes revet marcipan og til sidst sirup. Fyldet fordeles på dejen. Tildæk kagerne og lad dem hæve ca. 1½ time.

Pynt til sidst kagen med et drys farin og bag ved 210 gr. i 10-12 min.

En af drengene havde udfordret mig på at kage og brun skulle være 50/50 så jeg havde ganget fyldet op med 1,5...
...Han indrømmede også efterfølgende at han sad med sukkerchok og tunnelsyn efter 4 stykke var indtaget :)

mandag den 19. september 2011

Verden nemmeste og lækreste brød

Disse brød er meget som foccacia og er super lette at lave...

15g Gær
1/2 l. Lunkent vand
600g Hvedemel
1 tsk Havsalt

Røres sammen og stilles til hævning i køleskab natten over, eller på køkkenbordet i 3-4 timer hvis det skal gå stærkt.

Ligges på bageplade med en ske og pensles med olie. Drysses med havsalt, timian, rosmarin, oliven eller hvad man nu har lyst til.

Bages ved 275gr. i ca. 12 min.

fredag den 16. september 2011

Solen er gul som en citronmåne

På vej i toget mod kursus med FDF kan jeg da lige nå at fylde endnu en opskrift på :)

Denne gang er det citronmåne ala brdr. Price

Denne opskrift er nok til 2 springforme eller 1 meget tyk kage i 1 springform.
Dej:
500g Smør (fra køl i mindre stykker)
500g Sukker
500g. Hvedemel
8. Æg
1/2 tsk. Bagepulver
3 tsk. Vanillesukker
Saften fra 1 Citron
Skallen fra 2 Citroner

Glasur:
Flourmelis så det passer
Saften fra 1 Citron
Gul konditorfarve
4 dråber smeltet smør

Smøret røres blødt, sukker drysses i under omrøring. Æggene tilsættes et af gangen. Mel, bagepulver og vanillesukker sigtes i dejen. Til slut tilsættes citron saft og revet skal.

Dejen kommes i smurt springform og sættes i kold ovn til 165 gr.
Bages ca. 40 min hvis delt i 2 forme og ca 1 t. og 15 min. hvis i 1 form.Dejen skal lige præcis ikke sidde fast på testpinden.

Den afkølede kage pyntes med glasur og serveres.

onsdag den 14. september 2011

Gulerods Cupcakes

Så blev det sidste arbejdsdag i Middle Office og jeg havde lovet mine søde kolleger at bage - så det må jo hellere overholdes :)

Direkte inspireret fra NewYorkerByHeart , dog udformet som cupcakes :) (Ca. 24 stk.)

375g. Sukker
3 dl. Olie
4 Æg
300 g Mel
1 spsk. Stødt Kanel
1 tsk. Fint Salt
2 tsk. Natron
350g. Fint revne Gulerødder
50g. Hakkede Valnødder

Sukker og Olie piskes cremet - ca. 5 min. Æggene kommes i et af gangen og der røres til de er ordentligt æltet ind. Herefter sigtes mel, natron, kanel og salt i dejen. Til sidste vendes revne gullerødder og hakkede nødder i dejen.

Dejen kommes i muffinforme, fyldt max. 2/3.

Bages ved 175gr. i ca. 17 min.

Topping/Frosting:

200g. Neutral Flødeost
100g. Blødt Smør
500g. Flourmelis
Kornene fra 1-2 vanilje stænger, alt efter smag. (Jeg Ælsker vanilje)

Frostingen kan farves efter ønske med enten pastafarve eller konditorfarve.

Piskes sammen til det har den ønskede konsistens - kan evt. køles lidt inden det smøres på, så kan de være lettere at arbejde med.


tirsdag den 13. september 2011

Kanelstang med Creme

Så kom turen til Kanelstangen - den er forsøgt tidligere uden held, men denne gang lykkedes det at få dem til at se fine ud. Smagen var også god sidste gang, men da fattede jeg ikke hvordan jeg skulle 'klippe' den, så den blev fin.... men den skal jo slet ikke klippes og flettes, den skal bare forskydes!

Du skal bruge:
Dej:
35g Gær
1,75 dl Lunkent Vand
35g Sukker
5g Salt
4g Kardemomme
1 Æg
35g Smør (fra køl i mindre stykker)
400g Mel

Fyld:
200g Smør(fra køl i stykker)
200g Sukker
35g Stødt Kanel
1 ps. Kagecreme (for de dovne, ellers skal du lave det fra bunden)
½ l. Mælk

Pynt:
1 Sammenpisket Æg
Hakkede mandler
Perlesukker el. Glasur

Gæren opløses i vand. Sukker, Salt, Kardemomme og Æg tilsættes. Mel og Smør tilsættes - herefter skal dejen æltes til den er blank og smidig (Ihh hvor jeg elsker min KitchenAid).

Så skal den hæve lunt i ca. 30 min.

Imens dejen hæver lavede jeg creme og kom den på køl, samt rørte fyldet.

Når den er færdig med at hæve, deles dejen i 2 som så skal rulles til passende rektangulære størrelser. Smøres med ½ portion remonce og 1/3 portion creme (den sidste 1/3 af creme skal så kasseres, ved det er spild, men det er for meget at komme det i)

Kanelstængerne placeres på bageplade på bagepapir og skæres i ca. 2½ cm. tykke skriver, næsten helt igennem og forskubbes modsat hinanden. Pensles med æg og evt. hakkede mandler. Så skal de igen hvile i ca. 45 min.



Tænd ovnen på 200gr. og sæt dem ind når den er var - bages i 15-17 min.

Dagen efter havde jeg lovet Malthe at han måtte komme glasuren på, så det måtte jo hellere holdes. En glad dreng startede derfor dagen med glasur/sukker chok - for man kan jo ikke komme glasur på uden at man skal slikke skålen.:)

TUC-kagen....

Sidste uges indslag i kageklubben blev på opfordring TUC-kage. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi selv kommet op med den, men prøves skulle det - og tro det eller lad være, men den er faktisk rigtig god.

Du skal bruge:
Dej:
1 pk. TUC salt kiks
200 g. Sukker
3 Æggehvider
1 tsk. Bagepulver
3/4 dl. Hk. nødder (jeg brugte valnødder)

Creme:
2½ dl. Piskefløde
2 spsk. Sukker
1 tsk. Vanillesukker

Æggehviderne piskes stive, sukker og bagepulver vendes i. Knus kiksene helt til 'mel' og vend dem i også sammen med nødder. Kommes i smurt bageform og bage i 175 gr. varm ovn i ca. 20-25 min.

Cremen piskes sammen og stilles koldt en halv times tid. Kagen skal helst serves kold.

Taget med i betragtning hvor kedelig den ser ud - så er jeg meget overrasket over hvor god den rent faktisk var :)


Så går jeg alligevel online...

Efter utallige opfordringer har jeg alligevel valgt at gå online med mine køkkenforsøg.

Mine forsøg går primært på kager fra Heides kagelab. - Cisco certified (som er mandens kageklub på arbejdet - Jeg bager og de spiser) hvilket egentlig er en fantastisk ordning :) Og så bare med almindelig køkkenforsøg, fordi jeg synes det er for kedligt altid at lave det samme, nogen gange går det godt - andre gange ender det med en mindre eksplosion.

Nå, men nu er jeg snart klar til at dele ud af mine kageopskrifter mv.
/Heide